Krav Maga betyder direkte oversat fra hebraisk nærkamp: krav – kamp; maga – nær / kontakt. Krav Maga er et praktisk og taktisk system, som lærer dig, hvordan du forebygger, håndterer og overvinder alle typer af trusler og vold.

Essensen i Krav Maga systemet er effektivt selvforsvar og nærkamp, hvor udøveren trænes i at forsvare sig selv eller andre mod én eller flere bevæbnede eller ubevæbnede angribere.

Krav Maga kendetegnes ved enkle, naturlige og effektive teknikker og løsninger, der hele tiden testes, ændres og forbedres, så de kan tilpasses de trusselsbilleder, vi ser i vores del af verden. Krav Maga passer til alle uanset alder og køn, og alle teknikker kan udføres uden større hensyn til beklædning, fodtøj og andre genstande udøveren bærer. Ligeledes har miljøet ikke den store indflydelse på, hvorledes en teknik anvendes.

Krav Maga forbereder udøveren på alle tænkelige scenarier og lærer denne at drage nytte af det omgivende miljø. Mentalt beredskab, konflikthåndtering og håndtering af stressrelaterede situationer trænes i vid udstrækning, da disse elementer er essentielle for, at kundskaberne skal kunne fungere i virkligheden (uanset hvilket system man taler om).

Grundlæggende trænes alle udøvere af Krav Maga i de samme teknikker uanset hvilken gren, man befinder sig på (civil, politi, militær eller VIP). Den primære forskel ligger i måden, hvorpå den enkelte situation skal håndteres.

GRADUERING

Elever og instruktører der træner under IKM har muligheden for at blive gradueret. Graderne er tiltænkt som en hjælp til at give insigt i dennes niveau og kunnen inden for Krav Maga, og bør ikke bruges til at hævde sig selv.
Vi anvender derfor ikke bælter, og den enkelte grad har ikke noget flot eller spændene navn. For at kunne opnå disse grader, skal du passe din træning, knokle hårdt og føle dig 100% klar, og ikke mindst bestå din test.
De første 5 grader kaldes Practitioner, næste 5 grader kaldes Graduate og de sidste 5 Expert. For at kunne teste til Practitioner grader skal man som min. have trænet 6 mdr. imellem hver grad. Det samme gælder Graduate grader, men her kan man teste efter min. 8 mdr. For at kunne opnå Expert grader skal du som min. træne 2 år imellem hver grad, samt gennemført kursus relevant for E-level.

HISTORIEN OM KRAV MAGA

Krav Maga blev grundlagt af Imrich Sde-Or (Imi Lichtenfeld). Imi blev født i Budapest i 1910 og som ung  gik han meget op i brydning, boksning og gymnastik. I 1928 vandt han de Slovakiske ungdomsmesterskaber i brydning. I 1929 vandt Imi mesterskabet som senior, ligesom han samme år vandt det nationale boksemesterskab og et internationalt gymnastikmesterskab. I det efterfølgende årti fokuserede Imi på brydning både som kæmper og som træner. I midten af 1930′erne begyndte situationen i Bratislava at ændre sig. Fascistiske og anti-semitistiske grupper opstod og var fast besluttede på at ændre samfundets dagsorden og skade byens jødiske befolkning. Imi blev den ukronede leder for en gruppe unge jøder, hvoraf de fleste af dem havde en baggrund indenfor boksning, brydning og vægtløftning. Gruppen prøvede at forhindre de anti-semitistiske bander i at komme ind i byens jødiske kvarterer for at skabe kaos. I de følgende år var Imi gang på gang med i stribevis af gadeslagsmål og andre konfrontationer, og det var i disse kampe, at Imi begyndte at forstå forskellene mellem gadekampe og turneringskampe.

I 1940 var Imi som 30-årig tvunget til at flygte til Israel. Han var med den sidste flygtningebåd, “Pentcho”. Båden stødte på grund udfor den græske ø Kreta, og Imi drog afsted mod Kreta sammen med nogle få andre i en redningsbåd for at skaffe hjælp. Efter fem dage på havet blev mændene samlet op af et engelsk krigsskib, som sejlede dem til Ægypten. Imi’s tilstand var meget ringe efter den hårde rejse. Han undergik flere operationer, og lægerne var overbeviste om, at han ikke ville overleve. Imi kom sig dog, og meldte sig som frivillig hos en tjekkisk enhed under det engelske militær. Enheden deltog i 2. Verdenskrig i Libanon, Syrien og Ægypten, og den erfaring han fik under krigen førte ham til at forfine sine kampteknikker.

Da Imi blev hjemsendt i 1942, søgte han om tilladelse til at immigrere til det, der i dag hedder Israel. Med sine færdigheder indenfor selvforsvar blev Imi i 1942 rekrutteret som ledende officer af Isaac Sadeh, den ledende officer for Haganah. To år senere begyndte Imi at undervise nogle af de bedste specialenheder fra Haganah, Palmach og Palyam i Kapap (hand-to-hand combat) og fysisk træning. I denne periode var der mangel på skydevåben, da de var gemt væk, så englænderne ikke skulle finde dem, og våben blev kun brugt til specielle missioner. At våben ikke var tilgængelige satte sine tydelige præg på udviklingen af Krav Maga. Ubevæbnet kamptræning var yderst nødvendig, hvis militæret skulle have succes. Efter dannelsen af Israel i 1948 blev Imi ansat som chefinstruktør i selvforsvar hos den israelske hær (IDF, Isreal Defense Forces). Da Imi trak sig tilbage, satte han sig for, at han ville videreudvikle Krav Maga og gøre det tilgængeligt som selvforsvar for den civile befolkning i hele verden, og lige til det sidste var Imi meget aktiv.

Imi Lichtenfeld døde den 9. januar 1998, 88 år gammel.